Sagen på 5 minutter: Rewilding2022-05-13T23:57:49+02:00

Sagen på fem minutter: Rewilding

Den vilde natur

Rewilding er blevet et centralt begreb i de senere års debat om, hvordan vi kan sætte ind mod det hastige tab af biologisk mangfoldighed. I denne artikel gives et kort rids af, hvad vild natur er og hvad mennesket har gjort ved den. Der efter følger en introduktion til rewilding og særligt begrebet trofisk rewilding. Grundkonceptet er, at naturen er bedst til at være natur og at naturens fremtid ligger i at respektere alle dens organismer og processer i sig selv og ikke blot som brikker i den menneskelige udfoldelse.

Naturen kan beskrives ved dens fysiske rammer (fx årstiderne, døgnet, solindstrålingen, jordbunden, vandet og atmosfærens klima) og dens indhold af organismer (dyr, planter, svampe, havalger, mikroorganismer, vira osv). Men naturen kan kun forstås ved at se på processerne mellem dem. I et kompliceret økologisk og evolutionært samspil, udfolder livet sig i rum og tid. Disse processer opretholder på den ene side en form for ligevægte, homøostaser, i kraft af kredsløb (fx årets og døgnets og tidevandets faste rytmer) og organismernes indbyggede stabilitet i form af arvemasse, der både styrer organismens udformning og funktioner. Men der sker også hele tiden forandring, og på den måde udvikler naturen sig, for det meste i adstadigt tempo, men til tider i hastige forløb, når ligevægtene brydes. Der er ingen styring, processerne er vilde.

Antropocæn – menneskets tidsalder på Jorden

Sådan har det været siden tidernes morgen, en kosmisk, geologisk og biologisk evolution. Da mennesket for alvor begynder at påvirke naturen ved jagt, husdyrhold, agerbrug, anlæggelse af byer og infrastruktur, ændres vilkårene for de naturlige processer radikalt. Det sker i takt med at antallet af mennesker stiger, men nok så meget i takt med menneskers forbrug af naturlige ressourcer hjælpes af teknologiske landvindinger som avanceret energiproduktion, kemiske hjælpemidler og maskiner. Derved øges effektiviteten af skovning, fiskeri, minedrift, landbrugsdrift og transport. Alle Jordens økosystemer er nu påvirkede af mennesker, fra de dybeste jungler og fjerneste tundraer til bjergenes gletchere og dybhavets evige mørke. Der er spor efter vores aktiviteter eller affaldet efter vores forbrug. Man taler om, at vi lever i Antropocæn, menneskeepoken i Jordens udviklingshistorie. Alt har de seneste 25.000 år været under stigende menneskelig indflydelse og væsentlige biologiske og geologiske processer er helt og holdent resultater af menneskelig aktivitet og indgriben. Fx udgør vores husdyr og vi mennesker tilsammen 96% af alle pattedyrs biomasse, mens alle vilde pattedyr tilsammen udgør 4% af biomassen. Noget tilsvarende gør sig gældende for fugle, hvor mindst 75% er på fjerkræfarme, mens højst en fjerdedel er vilde fugle.

Nogle steder er den økologiske integritet (målet for, hvor stor del af et økosystem, der fungerer uden menneskelig påvirkning) fortsat høj, men andre steder er den økologiske integritet kompromitteret af mangel på plads og ferskvand, af brudte fødekæder, udpint eller overgødet jordbund og – næsten overalt – en katastrofal mangel på de store dyr, der altid har spillet en central rolle i de fleste økosystemers dynamik.

Naturbeskyttelse og rewilding

Med stigende styrke og især gennem det seneste 150 år, mens konsekvenserne af befolkningstilvækst, energiforbrug og jagt på ressourcer er blevet alt tydeligere, er der kræfter der ønsker at give naturen plads til at være natur. Millioner af mennesker har tilsluttet sig naturbevarende organisationer og prøver at leve respektfuldt over for De Andre Liv. Der er udviklet en lang række forskellige aktiviteter, der skal standse ødelæggelserne; forureningsbekæmpelse, fredninger af områder og organismer og naturpleje, der rettes mod såvel enkelte arter som landskabs- og naturtyper. Rigtig mange af disse aktiviteter har reddet store naturværdier, mens andre har vist sig virkningsløse i kampen mod økosystemernes sammenbrud.

En gren af naturbeskyttelse sigter mod at restaurere hele økosystemer ved igen at tillade, og evt aktivt facilitere, de vilde processer Det er filosofien bag Rewilding, der på dansk kunne oversættes med genforvildning. Rewilding er en omfattende form for økosystemrestaurering, hvor passive og evt aktive foranstaltninger genindfører både arter og processer til et område. Det kan være at slippe et vandløbs naturlige slyngning og varierende vandstand fri af tidligere regulering. Det kan også være at sætte bævere ud i områder, de før har været i, så deres aktivitet igen kan påvirke vandløbet. Man frisætter tidligere dyrkede skove til at gennemløbe alle deres naturlige processer, inklusive naturlig succession, hvor træernes aldring og død igen kommer til at forme livet i skoven.

Trofisk rewilding

En særlig variant er trofisk rewilding, hvor der arbejdes med at genaktivere økosystemerne ved at reintroducere led i fødekæderne, der er forsvundet eller reduceret i artsmangfoldighed. Det kan være rovdyr, der genudsættes i områder, hvorfra de er blevet forjaget. Deres tilstedeværelse påvirker byttedyrenes antal og færden og dermed også byttedyrenes føde, vegetationen. Hvert niveau i fødekæden kaldes et trofisk niveau (efter et græsk ord for ernæring). Man opdeler de trofiske niveauer i fire hovedordner:

  1. Primærproducenterne (dvs planter, alger og bakterier, der kan ernære sig af det uorganiske i jord og luft ved hjælp af fx sollys)
  2. Planteæderne (dvs dem der direkte æder planter, men også snyltere på planter og plantesygdomsfremkaldende organismer)
  3. Rovdyrene af første orden (dvs dem, der æder planteæderne)
  4. Rovdyrene af anden orden (dvs dem, der æder andre rovdyr)

Man kan rewilde på alle trofiske niveauer. I Danmark kan man genintroducere skovfyr i de områder, hvorfra den forsvandt da vore forfædre brugte den op. Det er trofisk rewilding på første, trofiske niveau. Man kan også genudsætte planteædere, det er trofisk rewilding på andet niveau. Fra vores biogeografiske område er der forsvundet store, betydningsfulde arter. Nogle findes stadig i zoologiske anlæg, andre er uddøde i deres vilde form, men findes som domesticerede fangenskabsdyr, der ikke er nævneværdigt, avlsmæssigt modificeret. Der har de senere år været fokus på rewilding med netop store, planteædende dyr, der skal supplere de arter, der fortsat lever i naturen.
Rewilding på tredje og fjerde trofiske niveau er ikke videre almindeligt i Europa, men der er fx genudsat Europæisk los i områder, hvorfra den var forsvundet. Her fra breder den sig til egnede habitater, hvor den ikke udryddes af jagt. Et berømt eksempel på reintroduktion af rovdyr er ulvene i den store Yellowstone Nationalpark i det nordvestlige USA. National Geographic har lavet en fem minutter lang video om ulvenes betydning for økosystemerne.   Den er på engelsk.

Det er centralt i forståelsen af rewilding, at de introducerede dyr ikke er der som “instrumenter” i en naturpleje, men som oprindelige aktører i naturens store samspil. De er der ikke med et menneskeligt formål, deres plads i økosystemet er selve kernen. Derfor er der forskel på græsning med husdyr og rewilding, selv om det kan være de samme arter, fx kvæg. De skal ikke kaste udbytte af sig, og der er ikke nogen økonomiske eller produktionsmæssige mål for deres antal eller trivsel. I rewilding under hegn sætter alene hensynet til dyrevelfærden for disse arter grænser for naturligheden.

Psssiv og aktiv rewilding

Ved passiv rewilding vil arter med en vis spredningskraft kunne komme igen af sig selv, når man bereder dem vejen gennem genforvildning af landskabet og lader være med at fjerne dem, når de dukker op. Et eksempel på en planteæder, der ville kommer helt af sig selv, hvis vi gav den lov, er Vildsvinet. Den eneste grund til at vi ikke har vildsvin i alle Jyllands skove er at de er uønskede og fredløse. Nogle gange består rewilding i bare at holde op med noget. Som at skyde vildsvin eller dyrke et skovområde. Mere vilde skove og lysåbne områder med vild natur vil formentlig også bane vejen for tilbagekomsten af arter som Sort stork, Hærfugl og Mellemflagspætte. Det er afledte effekter af den passive rewilding, skovene er genstand for, når hugsten ophører og vandet får lov at blive i skovens moser og sumpe.

Ved aktiv rewilding genintroducerer man processerne og arterne, ved at slippe dem fri i deres rette økosystem. Det gør man med arter, der enten har svag spredningskraft eller som man ikke ønsker at have i det øvrige landskab.
Nogle steder sættes dyrene helt fri, fx Visenter i Polen, Rusland, Ukraine og Karpaterbjergene, Europæisk los i Frankrig eller Przewalskiheste i Mongoliet. Andre steder sættes de ind i områder, der er hegnet. Det sker for at holde dem der, hvor man gerne vil have dem og forhindre dem i at gå hen, hvor man ikke vil have dem. Det afgørende er, at dyrene får lov at indtage deres plads i økosystemet. Deres liv skal indgå i naturlig vekselvirkning med områdets øvrige organismer, jordbund og vand.
Afhængigt af, hvor meget plads dyrene har og hvilke regler der gælder, overlades dyrene til så nær-naturlige vilkår, som muligt. De æder det, de naturligt finder, finder partnere og får afkom, danner flokke og etablerer territorier i overensstemmelse med deres natur.

I hegnede områder kan dyrene ikke leve helt frit, uden at man kommer i konflikt med dyreværnslovene. Dyr under hegn må ikke sulte ihjel, siger lovgivningen i de fleste lande. Man må derfor regulere bestandene ved enten at indfange overskuddet (det gør man fx med heste mange steder) eller man må aflive dem (og på den måde indtage pladsen for sult, rovdyr, sygdomme og ulykker). Det er en etisk og praktisk problemstilling, men også et spørgsmål om graden af rewilding. I Danmark vil rewilding med større dyr (heste, okser, visenter, elge, vandbøfler osv) altid være i “rewilding light”, hvor bestandsreguleringen ikke vil være bestemt alene af vilde processer, men til dels af Dyrevelfærdsloven. Men bortset fra ådslernes manglende tilstedeværelse, vil den trofiske rewilding påvirke naturens øvrige organismer og processer på samme måde, som hvis de var “helt vilde”.
Læs her om fordele og ulemper ved forskellige bestandsreguleringer.

Rewilding er et kæmpe forskningsområde og de mange praktiske erfaringer beskrives i rapporter fra store dele af den vestlige verden.

Den største, europæiske organisation, der arbejder primært med rewilding er Rewilding Europe. På deres hjemmeside kan du finde en lang række eksempler på aktuelle rewildingprojekter – store og små mellem hinanden. Rewilding Europe oversigt

Gå til vores samling af links til artikler om rewilding

Deklaration:
Denne artikel er skrevet af Viden om Vild Naturs chefredaktør, Wilhelm Lorenzen Fabricius
Det er en populærvidenskabelig, journalistisk fremstilling i serien Sagen på fem minutter, der skal give et hurtigt grundrids af den beskrevne problemstilling. Den er faktatjekket af interne og/eller eksterne samarbejdspartnere.

Go to Top